Wind Ejendomme har erhvervet Falkoner Kollegiet af – den nu krakkede – ebh Fonden. Falkoner Kollegiet er yderst centralt beliggende på Frederiksberg med Frederiksberg Gymnasium (25 meter), CBS (under 100 meter), Frederiksberg Centeret (100 meter), og Frederiksberg Metro station, som nærmeste naboer. I nærmiljøet omkring ejendommen forefindes endvidere biograf, mange cafeer, fitnesscenter mv.
Falkoner Kollegiet er opført af NCC og ibrugtaget i sommeren 2007. Kollegiet er opført med statsstøtte i henhold til reglerne omkring privatejede statsstøttede ungdomsboliger.
Alle 114 ungdomsboliger i ejendommen har eget bad, toilet og køkken (kogeniche). Kollegiet har fællesrum, et vaskeri og et stort udvendigt privat opholdsareal.
Kollegieværelserne udlejes til en gennemsnitlig leje på ca. kr. 3.200 pr. måned (de studerende kan opnå boligsikring på ca. kr. 600 pr. måned). Pga. kollegiets meget attraktive beliggenhed og relativt lave husleje, er der en meget lang venteliste til en bolig i kollegiet. Interesserede studerende kan blive skrevet op til en lejlighed på www.ciu.dk.
Ejendommen er erhvervet af det nystiftede selskab – Falkonder Kollegiet ApS – som Wind Ejendomme efterfølgende f.s.v.a. 63 % af ejerskabet har afsat til en kreds af eksterne medinvestorer. Det er investorkredsens hensigt at beholde ejendommen i en meget lang periode.
Ejendommen er erhvervet for kr. 66 mio.
– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –
Falkoner Kollegiet (114 ungdomsboliger) vil blive administreret af Wind Administration.
Wind Administration administrerer også to andre kollegieprojekter Wind Ejendomme har etableret: Flintholm Kollegiet (117 ungdomsboliger) og Østerbro Kollegiet (102 Kollegieværelser).
Wind Ejendomme har et fjerde og femte kollegieprojekt på vej, hhv. på Øresundsvej (24 ungdomsboliger) og Ørestad Syd (120 ungdomsboliger). Begge ejendomme vil blive opført i henhold til lovgivningen omkring privatejede statsstøttede ungdomsboliger.