Nyhed

IMGP0045

Flintholm Kollegiet ibrugtaget

Flintholm Kollegiet ibrugtages i dag - den 15. oktober 2009 - af 117 unge under uddannelse

Udviklingsprocessen har været langstrakt og gennemlevet mange hindringer. Undervejs har projektet således – siden 2005 hvor Wind Ejendomme erhvervede projektet – overlevet en lokalplanændring (medførte et total re-design/omprojektering af byggeriet), en overophedning i byggeindustrien, udskiftning af ingeniør og arkitektfirma og senest den igangværende finanskrise, hvor selskabet byggelånsgiver gik konkurs undervejs.

 

 

Tilbage står et flot byggeri tegnet af Rytter Arkitekter, og opført – til aftalt tid og (ikke mindst) pris – af totalentreprenøren Omega Gruppen. Byggeperioden har forløbet positivt.

 

 – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – 

 

Flintholm Kollegiet er beliggende i Flintholm-området på Frederiksberg, nær Metro og S-station og indkøbsmuligheder. Flintholm-området er et større område på det ydre Frederiksberg, som igennem de senest ca. 5 år har gennemgået en omfattende byudvikling.

 

Kollegiet er opført med statsstøtte i henhold til reglerne omkring privatejede statsstøttede ungdomsboliger. Alle 117 ungdomsboliger i ejendommen har eget bad, toilet og køkken (kogeniche). Ungdomsboligerne opleves som små selvstændige boliger med egen yderdør (til en svalegang).

 

Ungdomsboligerne udlejes til en gennemsnitlig leje på ca. kr. 3.800 pr. måned (de studerende kan opnå boligsikring på ca. kr. 600 pr. måned). Pga. kollegiets gode beliggenhed, gode indretning og aptering samt relativt lave husleje, er der en lang venteliste til en bolig i ejendommen. Interesserede studerende kan blive skrevet op til en lejlighed på www.ciu.dk.

 

 – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – 

 

Flintholm Kollegiet (117 ungdomsboliger) administreres af Wind Administration. Wind Administration administrerer også to andre kollegieejendomme: Falkoner Kollegiet (114 ungdomsboliger) og Østerbro Kollegiet (102 ungdomsboliger).

 

 

Wind Ejendomme har et fjerde og femte kollegieprojekt på vej, hhv. på Øresundsvej (24 ungdomsboliger) og Ørestad Syd (120 ungdomsboliger). Begge ejendomme vil blive opført i henhold til lovgivningen omkring privatejede statsstøttede ungdomsboliger.