2023
ASV EjendomsInvest – som blev etableret i 2022 – erhvervede en erhvervsejerlejlighedsportefølje indeholdende 6 lejemål for DKK 23 mio. Selskabet investerer i erhvervsejendomme i området ved Amager Strand.
Ved udgangen af året består Wind Ejendommes ejendomsportefølje af erhvervsejendomme med en markedsværdi på ca. DKK 175 mio. Ejendommene ligger alle i hovedstaden. Porteføljen består hovedsageligt af erhvervsejerlejligheder, udlejet til mindre erhvervsdrivende.
Porteføljen er finansieret med fastforrentede konverterbare realkreditlån. Koncernen har ikke haft nogen banklån i mere end 10 år.
2022
Østerbro Kollegiet (Strynøgade 5-7) afhændes i til en udenlandsk investor for ca. DKK 200 mio. Ejendommen blev erhvervet for DKK 85 mio. i 2004. Eksterne investorer ejede 95 % af kapitalen i selskabet.
Efter salget af ejendommen indgår der ikke længere kollegie-ejendomme i Wind Ejendomme’s ejendomsportefølje.
ASV EjendomsInvest blev etableret i 2022 og erhvervede en erhvervsejerlejlighed udlejet til en restaurant for ca. DKK 10 mio. Selskabet investerer i erhvervsejendomme i området ved Amager Strand.
Både AMH EjendomsInvest og Vester Berg EjendomsInvest erhvervede i løbet af året nogle flere (mindre) erhvervsejerlejligheder.
2021
Falkoner Kollegiet ApS afhændes i foråret til en tysk investor, via en selskabshandel. Ejendommen værdiansættes til DKK 185 mio. i overdragelsesbalancen. Ejendommen var blevet erhvervet for DKK 66 mio. i 2009 (en parkeringskælder som medfulgte købet, blev afhændet for DKK 1 mio. kort efter erhvervelsen). Projektet have eksterne investorer fsva. 50% af ejerskabet. De øvrige anparter var ejet af WE samt tidligere ansatte i WE.
I slutningen af året færdiggøres Flintholm II, og den endelige købesumsregulering af salget af Kollgiet Kollgiet ApS i 2017 kan opgøres.
2020
Samtlige ejendomsselskaber Wind Ejendomme har med at gøre, har gennem de seneste år, kontinuerligt fået omlagt deres fastforrentede konverterbare realkreditlån til stadig lavere nominelle rentesatser.
Alle selskaber er således p.t. finansieret med enten 20-årige eller 30-årige lån, med en fast nominel rentesats på hhv. 0,5% eller 1,0%. Wind Ejendomme forventer at de lange renter vil stige meget (måske kraftigt) når centralbankerne (i Europa og USA) – på et tidspunkt – stopper deres opkøb i markedet af lange “papirer”.
Vester Berg EjendomsInvest erhverver yderligere tre erhvervsejerlejligheder på Vesterbrogade, Frederiksberg for ca. DKK 7,7 mio. En mindre restejerlejlighed til beboelsesformål frasælges. Porteføljen af ejerlejligheder skønnes at have en markedsværdi på minimum ca. DKK 33 mio.
2019
Byggeriet af Flinholm II færdiggøres primo året i en sådan grad at de fleste af de studerende som var stillet en indflytning i udsigt den 1. januar 2019 i udsigt, kan flytte ind rettidigt, og ca. 1/3 blot en måned senere. Fællesrummene i bygningen færdiggøres senere på året (Det sidste der udestår ved årets udgang er nogle tagterrasse opholdsarealer, som endnu ikke er færdiggjort).
Der opstartes en langvarig juridisk proces med boet efter Daurehøj Erhvervsbyg og selskabets långiver, samt også Heimstaden, der er blevet stillet et nyopført kollegiet i udsigt til levering ultimo 2018.
Wind Ejendomme erhverver hele aktiekapitalen i WQ178, og ændrer efterfølgende selskabets navn til Vester Berg EjendomsInvest (Vesterbrogade, Frederiksberg). Selskabets portefølje af ejerlejligheder skønnes at have en værdi på ca. DKK 22,6 mio. Siden selskabets etablering er der gennemført en kommerciel udvikling af sagen, der har medført en værdiregulering på ca. DKK 12 mio.
WQ178 erhverver to erhvervsejerlejligheder i løbet af året, for ca. DKK 3,9 mio.
WMK A/S køber ejendommen Centrumgaden 19 for ca. DKK 17,8 mio. Ejendommen indeholder tre erhvervslejemål og syv boliglejemål.
2018
Kort tid før byggeriet af Flintholm II skulle stå færdigt (1. december 2018) meddeler totalentreprenørselskabet, Daurehøj Erhvervsbyg, desværre at de bliver nødt til at egen begære selskabet konkurs. Wind Ejendomme tager herefter omgående skridt til selv at få foranlediget byggeriet færdiggjort.
WQ178 erhverver yderligere to erhvervsejerlejligheder i løbet af året, for ca. DKK 2,8 mio.
WMK A/S erhverver et mindre ejendomsselskab med en portefølje af erhvervsejerlejligheder beliggende i Bagsværd centrum, værdiansat til DKK 27,8 mio. Selskabet ejer 18 erhvervslejemål, og 8 garager.
WMK A/S erhverver endvidere en mindre udlejningsejendom beliggende på gågaden i Ballerup (Centrumgaden) for DKK 3,8 mio.
Wind Ejendomme etablerer selskabet AMH EjendomsInvest (100 % ejet), som primo året køber en mindre portefølje af erhvervsejerlejligheder (7 stk.) beliggende ved Axel Møllers Have, og klos op ad den kommende Metrostation af samme navn, som er ved at blive opført. Porteføljen erhverves for DKK 17 mio. Hoved-lejeren er bagerforretningen Det Rene Brød.
(metrostationen åbner den efterfølgende sommer – med hovedindgang lige foran Det Rene Brøds indgang, red)
2017
Flintholm Kollegiet ApS sælges ultimo året til Heimstaden AB via en selskabshandel for DKK 300 mio. Selskabshandlen omfatter en overdragelse af (1) Flintholm I (projekt udviklet og gennemført af Wind Ejendom, som blev ibrugtaget i 2009), og (2) Flintholm II, som er under opførelse. Ca. halvdelen af købesummen erlægges på underskriftstidspunktet, og den resterende købesum aftales erlagt, når Flintholm II er opført.
I foråret kan opførelsen af Flinholm II efter lang tids forberedelse endelig igangsættes.
WQ178 erhverver en enkelt mindre erhvervsejerlejlighed mere i løbet af året.
2016
Flintholm Kollgiet ApS opnår de sidste myndighedsgodkendelser – og diverse forundersøgelser af byggegrunden afsluttes – før de næste skridt i projektudviklingen af byggegrunden, som selskabet havde erhvervet af Frederiksberg Kommune fire år tidligere, kan fortsætte.
Selskabet indgår kort tid efter en totalentrepriseaftale med Daurehøj Erhvervsbyg omkring opførelse af bygningen.
Wind Ejendomme etablere – sammen med en ekstern investor – selskabet WQ178, som erhverver en mindre portefølje af erhvervsejerlejligheder på Vesterbrogade på Frederiksberg. Ejerskabet fordeles 50/50.
Selskabet Margueriete Vibys Plads 1, Frederiksberg etableres og selskabet erhverver samtidigt ejendommen (for DKK 3,8 mio.) beliggende samme sted. Ejendommen er fredet, og er fornylig blevet totalt istandsat (af MT Højgaard), på nær taget [ taget fornys året efter, med et nyt naturskiffertag, og isoleres samtidigt. Ejendommen udlejes efterfølgende til kaffeproducenten La Cabra, red ].
2015
Ejendomskommanditselskabet Vermlandsgade 51 afhænder ejendommen selskabet har ejet siden 2005 for DKK 120 mio. Ejendommen blev oprindeligt erhvervet for ca. DKK 80 mio. Derudover opnåede selskabet pæne løbende driftsoverskud i ejerperioden, og investorerne nogle skattemæssige fordele i ejerperioden. Investorkredsen bestod af otte eksterne private passive investorer, samt Wind Ejendomme.
2014
Der arbejdes med at få etableret en ny lokalplan for et nyt kollegium (Flintholm II) på Frederiksberg. Desværre bliver denne proces uforholdsmæssig lang, men ultimo 2014, meddeler Frederiksberg Kommune, at en ny lokalplan vil blive igangsat primo 2015.
Der arbejdes på mange forskellige projekter (særligt kollegie-projekter), der desværre ikke resulterer i etablering af nogen konkrete projekter.
Wind Ejendomme yder rådgivning omkring udvikling og drift af kollegier.
2013
Øresundsvej 92-94, 2300 København S afhændes for DDK 23 mio.
2012
Flintholm Kollegiet Aps erhverver et ekstra jordstykke, hvor det er planen, at opføre et nyt kollegium (Flintholm II) ved siden af Flintholm Kollegiet. Der kan potentielt opføres et kollegium på op til ca. 3.600 m².
2011
Primo året bliver fire byggegrunde på Amager (Krimsvej) endeligt afhændet, efter at Køber’s due diligence periode er faldet positivt ud (grundene er afhændet ultimo 2010, med en due diligence/undersøgelsesperiode for køber løbende ind i 2011).
Salget markerer at Wind Ejendomme er ude af alle de større boligudviklingsprojekter, som virksomheden har været involveret i de seneste fem år. Wind Ejendomme har på intet tidspunkt påtaget sig en større økonomisk risiko i de større boligudviklingsprojekter, end hvad virksomheden var i stand til at honorere – selv i et worce case scenario (som var det der indtrådte). Wind Ejendommes primære opgave i disse projekter, var at være den ansvarlige for projektudviklingen. Eksterne kapitalformidlere havde påtaget sig den største økonomiske risiko i projekterne (og skulle også have haft den største
resultatandel).
2010
Ejendomsmarkedet er uændret præget af negative efterdønninger fra finanskrisen, herunder bankernes modvillighed til at foretage udlån til ejendomssektoren. Fra et næste ikke-eksisterende nyudlåningsniveau i 2009, oplever Wind Ejendomme dog, at den finansielle sektor igen er villig til at foretage udlån til ejendomsprojekter.
Således opnår selskabet i løbet af 2010 en byggefinansiering til:
– opførelse af et kollegium på Amager (låneengagement på ca. kr. 30 mio.),
– rest-driftsfinansiering af Flintholm Kollegiet (kr. 4 mio.)., og
– byggefinansiering til en tilbygning, der skal opføres på Vermlandsgade i København (ca. kr. 7-8 mio.).
Efter en vellykket rekonstruktion af Odense Havneudvikling A/S, overdrages selskabet til Sjælsø Gruppen medio året.
Ejendomskommanditselskabet Ørestads Kollegiet sælges på projektstadiet til en anden udvikler primo året. Salgssummen svarer til de udviklingsomkostninger Wind Ejendomme tidligere har haft på sagen (kr. 4 mio.).
Wind Ejendomme stopper med at etablere projekter med private passive investorer.
Mere omkring etablering af denne type projekter:
2009
Året er stærkt præget af finanskrisen, og de finansielle institutters modvilje imod at låne (nye) penge ud til projekter de ikke i forvejen er involveret i. I markedet generelt gennemføres praktisk talt ingen transaktioner mellem uafhængige parter på ‘ordinære’ vilkår.
Wind Ejendomme formår alligevel at etablere – det første nye projekt i mere end 3 år – et nyt investeringsprojekt, Falkoner Kollegiet ApS, der erhverver et nyopført kollegium (opført i 2005) med 114 ungdomsboliger, meget centralt beliggende på Frederiksberg. Ejendommen erhverves i efteråret 2009 af konkursboet efter EBH Banken. Wind Ejendomme erhverver ejendommen sammen med en kreds af eksterne investorer. Kollegiet er meget eftertragtet og har kontinuerligt en venteliste på ca. 1.500-2.000 personer.
I løbet af året etableres nye lange lejekontrakter for 2 ud af 3 tilbageværende “10-mands-K/S’er” i porteføljen. 12 års uopsigelighed for Dagrofa på Vermlandsgade og 12 års uopsigelighed med Københavns Universitet på Østerbro Kollegiet (det tredje tilbageværende “10-mands-K/S” er udlejet til
COOP (Kvickly) jf. en lejekontrakt, som stadig har en uopsigelighedsperiode på 5 år endnu).
Flintholm Kollegiet færdigopføres og ibrugtages i slutningen af året, efter et godt byggeforløb, men noget “rodet” forløb omkring byggefinansiering i byggeperioden, idet selskabets långiver Roskilde Bank gik konkurs under byggeriet, og overtaget af Finansielt stabilitet.
Ejendommen blev straks efter den var færdigopført hurtigt fuldt udlejet, og har siden haft en lang venteliste.
Wind Ejendomme tilpasser organisationen og må for første gang afskedige medarbejdere. Ved årets udgang beskæftiger virksomheden således
blot to fuldtidsansatte medarbejdere, imod 6 personer ved årets start.
Wind Ejendomme erhverver i løbet af året en andel på 1/3 af et ekstern etableret investeringsprojekt (K/S Centrumgaden 15-37, Ballerup),
som selskabet er (næsten) passiv investor i.
2008
Wind Ejendomme bliver primo året sammen med Babcock & Brown (igennem det nystiftede selskab OPP Rudkøbing A/S) prækvalificeret til, at afgive købstilbud og projektforslag til et OPP projekt omkring opførelse og efterfølgende drift i 30 år, af en ny skole der skal opføres i Rudkøbing. Skolen skal have plads til ca. 1.000 elever og bliver dermed en af de største skoler i Danmark.
Efter ca. 3-4 måneder afgøres den endelige konkurrence, hvor et konsortium omkring MTH vinder opgaven.
Wind Ejendomme afhænder Vasevej 117-121 for kr. 66 mio. Ejendommen blev erhvervet for ca. kr. 50 mio. på særlige vilkår tre år tidligere (majoriteten af gevinsten tilfalder den tidligere ejer af ejendommen, idet Wind Ejendomme havde indgået en afkastafhængig aftale med den tidligere ejer).
Opførelsen af Flintholm Kollegiet igangsættes medium året.
2007
Markedet for salg af nyopførte lejligheder til beboelsesformål bremser kraftigt op i løbet af året. Odense Havneudvikling A/S sælger kun ganske få boliger udover de ca. 40 boligenheder der blev solgt kort tid efter projektet blev lanceret i 2006.
Projektteamet, der blev prækvalificeret til at byde på en større grund ved Århus Havn, opnår en tredjeplads i den endelige konkurrence.
Wind Ejendomme indgik i dette team sammen med bl.a. Babcock & Brown.
(processen omkring deltagelsen i en sådan budrunde måtte Wind Ejendomme efterfølgende konstatere var enorm ressourcekrævende….)
Ejendomskommanditselskabet Vestergade 25 sælger en ejendom i Køge udlejet til Kvickly for kr. 58 mio. Selskabet afvikles efterfølgende. Projektet blev etableret i 2003, hvor ejendommen blev erhvervet for kr. 45 mio.
Ultimo året opnår Wind Ejendomme tilsagn om statsstøtte til opførelse af et kollegium i Ørestad Syd.
2006
I december erhverver Wind Ejendomme, sammen med ledende medarbejdere i firmaet, en mindre byggegrund på Øresundsvej på Amager. På grunden kan opføres ca. 1.200 m2 ny bebyggelse til beboelsesformål.
I november erhverves yderligere 11.000 m2 byggejord ved Odense Havn (Stenfiskerkajen). Erhvervelsen sker i Odense Havneudvikling II A/S, der har samme ejerkreds som Odense Havneudvikling A/S.
I oktober erhverver UAS yderligere byggegrunde med en byggeret på ca. 5.000 m2 ved Amager Strandpark.
I september prækvalificeres Wind Ejendomme, sammen med en gruppe af arkitekter og ingeniørfirmaet – herunder flere internationale firmaer (bl.a. det engelske arkitektfirma Fosters & Partners) – til at byde på første fase af et større grundudsalg ved Århus Havn. Projektteamet aflevere senere samme år i december et egentligt købstilbud på grunden. Projektet har en samlet projektværdi på mere end kr. 2 mia. Babcock & Brown er den finansielle garant for projektteamet.
I juli etableres UAS (Udviklingsselskabet Amager Strand), der erhverver de byggegrunde Ejendomskommanditselskabet Krimsvej 11-13 ejer. Selskabet ejes 100% af Wind Ejendomme. UAS fundes af et dansk pengeinstitut på venturekapitallignende vilkår (i denne sammenhæng defineres “venturekapital”, som dyre lånte penge, ydet af en långiver som opnår en overnormal forretning af den udlånte kapital, fremfor at opnå direkte ejerskab i projektselskabet).
Medio 2006 bliver Odense Havneudvikling A/S en realitet. Selskabet overtager en større byggegrund ved Odense Havn af Frigoscandia. På grunden kan opføres nye bygninger (primær til boligformål) med et samlet areal på 53.200 m2. Salget af lejligheder igangsættes i august/september og i løbet af de første 3-5 uger afhændes ca. 40 boliger (ud af 68 enheder).
Primo året afhændes Løvstræde 8, København for kr. 58 mio. Ejendommen blev erhvervet i 2002 for ca. kr. 37 mio. Ca. 85 % af fortjeneste herfra tilgår eksterne investorer.
2005
Ultimo året tager WE sit nye domicil på Islands Brygge (nr. 4) i brug, efter endt ombygning. Stueetagen udlejes til en restauratør, der opstarter restauranten Aristo.
I november har WE afhændet ejendommen Vesterbrogade 13, København for ca. kr. 54 mio. Ejendommen blev erhvervet i 2002 for ca. kr. 37 mio. sammen med en kreds af eksterne investorer. Ca. 80 % af avancen tilgår eksterne investorer.
I november indledes et samarbejde med det australske investeringsselskab Babcock & Brown.
I oktober indgår WE en betinget aftale om køb af et større grundareal i Odense Havn. Den samlede projektværdi udgør ca. kr. 1,3 mia.
I oktober har WE afhændet de sidste ejerlejligheder i ejendommen Solrød Center, Solrød. Ejendommen blev erhvervet i 2003 og er siden blevet opdelt i ejerlejligheder og frasolgt enkeltvist.
I september har WE overtaget ejendommen Vasevej 117-119 i Birkerød for kr. 50 mio. En netop vedtaget lokalplan gør det muligt at opføre nyt boligbyggeri på ca. 2.000 m² på grunden. Den samlede projektværdi udgør ca. kr. 100 mio.
I august 2005 har WE sammen med sammen med en kreds af eksterne investorer overtaget en industrigrund på Amager. De nuværende bygninger vil blive fjernet for at gøre plads til nyt boligbyggeri (ca. 5.000 m²). Investeringshorisonten er 3-4 år. Den samlede projektværdi udgør ca. kr. 150 mio.
Ejendommen Kong Georgs Vej 63-65, Frederiksberg er blevet afhændet i løbet af sommeren 2005 for kr. 26 mio.
I april blev der indgået aftale om overtagelse af et udviklingsprojekt på Frederiksberg (Flintholm Kollegium). Projektet omfatter nybyggeri af et kollegium med ca. 145 kollegieværelser. Byggeriet ventes igangsat primo 2007, og færdigopført ca. 12-14 måneder herefter. Projektværdien udgør ca. kr. 140 mio.
I marts blev Jan Mølhave og Allan Wind enige om sidstnævntes overtagelse af alle aktier i WE. Jan Mølhave stoppede samtidigt sit daglige virke i virksomheden, og virksomheden ændrede navn fra Wind & Mølhave (WM) til Wind Ejendomme (WE).
(PS: Jan & Allan har efterfølgende arbejdet – og investeret – sammen i flere nye projekter, red (2021))
Wind & Mølhave ændrer navn til Wind Ejendomme.
2004
Ultimo året erhvervede WM sammen med en kreds af eksterne investorer en større retailejendom på Amager for ca. kr. 80 mio. Ejendommens hoved-lejer er ISO Supermarked.
Ca. 4/5 af ejendommen Grønnegade 16, Næstved blev afhændet til eksterne investorer i 4. kvartal af 2004. Ejendommen har en markedsværdi på ca. kr. 60 mio.
I sommeren 2004 erhverver WM en byggegrund for ca. kr. 18 mio. på Islands Brygge, hvor i alt ca. 50 ejerlejligheder kan opføres. Grunden erhverves i fællesskab med 4 private investorer.
I maj blev der indgået aftale om salg af ejendommen Finsensvej 84, Frederiksberg som færdigudviklet projekt, hvor ejendommen er klar til ombygning fra kontorejendom til et kollegium med ca. 75 værelser.
Pr. 1. marts 2004 har WM afhændet ejendommen Nørrebrogade 18A i København. Ejendommen blev erhvervet ultimo 2002.
2003
I 2003 erhvervede WM fem ejendomme for i alt ca. kr. 152 mio., hvoraf to af ejendommene er købt sammen med eksterne investorer og en af ejendommene er videresolgt til to privatinvestorer. Selskabets andel af de erhvervede ejendomme udgjorde ca. kr. 47 mio. (31%).
2002
I selskabets første regnskabsår (1/4-02 – 31/12-02) blev der investeret i fire ejendomme for i alt kr. 114 mio. WMs andel heraf udgjorde ca. kr. 29 mio. (ca. 25%), mens de resterende kr. 85 mio. ejedes af eksterne investorer.
Wind & Mølhave blev stiftet i april 2002.
Wind Ejendomme · Islands Brygge 4 · 2300 København S · www.windejendomme.dk